Polly møder nogen

Den morgen Polly kom til Egegade, duftede hele kvarteret af nybagt brød. Polly satte to kufferter fra sig ved den grønne dør og hilste på den første nabo, der var at se: en enorm bjørn, der vandede sine pelargonier. »Hej! Jeg hedder Polly. Jeg kom i morges.«

Bjørnen tørrede poterne af på forklædet og smilede. »Jeg er Berta. Jeg har boet her i tyve år.« Samtalen ved hegnet varede et godt stykke tid: hvor Polly kom fra, hvad Polly levede af, og hvorfor lige netop denne gade. »Jeg underviser i sprog,« forklarede Polly. »Jeg arbejder hjemmefra, så vi kommer til at se hinanden meget.«

Da solen stod højt, pegede Berta mod pladsen for enden af gaden. »I morgen er der marked. Hvis du vil, viser jeg dig, hvor jeg køber min frugt.« Polly sagde ja med det samme. »Hyggeligt at møde dig, Berta. Vi ses!« Og idet Polly trådte ind i det nye hus, føltes det, som om at lære naboernes navne var den bedste begyndelse, der fandtes.