Glasset

På den anden morgen bragte Chiara et glas til Pastas akvarium. Glasset havde et skruelåg. Indeni var der en levende krabbe.

Chiara holdt glasset over vandet. Pasta kiggede op. En arm strakte sig langsomt langs siden af akvariet.

Chiara lod glasset falde ned i vandet. Det sank langsomt. Pasta sprang ikke frem. Blæksprutter, sagde Chiara, springer ikke. De observerer først.

Polly sad på kanten af akvariet. Krabben kravlede mod glasset inde i glasset. Pasta rørte glasset med en arm. Hendes sugekopper havde to hundrede sanseceller hver. "En blækspruttearm smager alt, den rører ved," sagde Chiara.

Pasta greb glasset med en anden arm. De to arme drejede det langsomt. En tredje arm kom rundt om bagsiden for at undersøge låget.

Blæksprutter har åbnet skruelågsglas i laboratorier siden 1950'erne. Første gang tager det normalt ti eller femten minutter. De tænker ikke i trin. De lader sugekopperne føle gevindene og drejer låget i den retning, gevindene trækker.

Pasta drejede låget en halv omgang. Så en til. Låget sprang af. Krabben skyndte sig ud i det åbne vand.

Den nåede ikke langt. Pastas fjerde arm var allerede krøllet ved glassets åbning. Krabben forsvandt ind i blækspruttens næb.

Chiara skrev noget på en blok. "Tre minutter og toogfyrre sekunder. Hun bliver hurtigere. Første gang vi gav hende et glas, tog det hende elleve minutter."

Pasta vendte tilbage til sin rørspiral. Hendes arme viklede sig omkring hende selv.

Blæksprutter er meget mærkelige, fortalte Chiara Polly. De er tættere beslægtet med en snegl end med noget med en rygrad. De har tre hjerter. Deres blod er blåt, fordi det bærer ilt med kobber i stedet for jern. De lever kun tre til fem år i naturen. Pasta var allerede to. Hun ville lære alt, hun nogensinde ville vide, i den tid, hun havde tilbage.