Tomas var på vagt igen. Han fandt Polly ved besøgscentrets kiosk lige efter solopgang. Han havde en frisk termokande med kaffe. Han satte den på en bænk og satte sig ned.
De sagde ikke meget i et stykke tid. Polly pudsede sine fjer. Morgenen duftede af floden.
"Jeg forestiller mig, at du er på vej videre," sagde Tomas.
Polly vippede hovedet.
Han fortalte hende om resten af parken. Det høje land ved Tioga Road. Hetch Hetchy, den anden dal mod nord, opdæmmet for længe siden, men stadig smuk. Lunden af redwoods oppe i Tuolumne Meadows. Han talte om disse steder med stille stolthed.
"Dette sted viser dig ikke alt, selvom du bor her," sagde han. "Du fanger brudstykker. Folk kommer i tre dage og tror, de har set det hele. De har set et postkort." Han tog en slurk af sin kaffe. "Det er bedre at se ét stykke helt igennem. Vandrefalke? Fjorten år, og jeg ved stadig ikke, hvad de vil gøre i morgen."
Read it. Then say it.
Shadow this paragraph in the PollyStop app — record yourself, see how close your pronunciation gets to a native speaker's, sentence by sentence. Free.
Polly tænkte på sine dyk fra El Capitan-udsatsen. Hun havde ikke landet rent én eneste gang. Hun var også blevet mindre dårlig hver gang. Hun tænkte, at hun kunne blive mindre dårlig hele livet.
En shuttlebus kørte ind. Den samme grønne bus. Den samme chauffør. "Afsted med dig," sagde Tomas. Han rejste sig.
Polly strakte sine blågrønne vinger. Hun lettede fra bænken, kredsede en gang over besøgscentret og steg op. Dalen faldt væk. El Capitan stod til venstre. Half Dome til højre.
Ved kanten drejede hun mod vest. Under hende jagtede en vandrefalk en lille flok mursejlere langs klippevæggen. Hun betragtede den i et halvt minut. Så fandt hun den vind, hun ønskede, og lod den bære hende ud af parken.
