På den tredje morgen havde Chiara et nyt eksperiment. Hun placerede en lille akryl-labyrint på bunden af tanken. Labyrinten havde et enkelt stykke krabbekød i midten. Væggene var gennemsigtige, men ruten igennem var kompleks: to højresving, et venstresving og en lille kammerport, der kun kunne åbnes fra den ene side.
Pasta sad allerede og betragtede det hele fra sit sædvanlige hjørne. Chiara satte et lille videokamera op på kanten og trådte tilbage.
Det, Polly så næste gang, var noget, hun aldrig før havde oplevet.
Pasta sendte to arme mod labyrinten, før hendes krop forlod hjørnet. De to arme bevægede sig uafhængigt af hinanden. Den ene gik over toppen af labyrinten og udforskede strukturen. Den anden gled langs bunden, ind i labyrintens indgang. De to arme koordinerede ikke med hinanden. De opererede, som om de var separate væsener.
Dette var ikke en metafor. Chiara forklarede, mens det skete: en blæksprutte har omkring fem hundrede millioner neuroner. To tredjedele af dem er ikke i dens centrale hjerne. De er i dens arme. Hver arm har sit eget komplekse nervesystem. Hver arm kan løse simple problemer på egen hånd. Den centrale hjerne giver højere intentioner. Armene forhandler detaljerne.
Polly hoppede langs tankens kant for at følge med. Den første arm trådte gennem labyrintens korridor. Den nåede det første sving, standsede, følte og drejede. Den nåede det andet sving. Pastas krop havde stadig ikke bevæget sig fra sit hjørne. Den anden arm, den der udforskede toppen, fandt den lille port ved kammeret og testede dens kanter. Den skubbede én gang. Porten gav lidt efter.
Den første arm nåede porten indefra labyrinten. Den skubbede i den modsatte retning. Porten åbnede sig.
Armen tog krabbekødet.
Read it. Then say it.
Shadow this paragraph in the PollyStop app — record yourself, see how close your pronunciation gets to a native speaker's, sentence by sentence. Free.
Hele udvekslingen havde måske taget tredive sekunder. Pasta havde ikke flyttet sin hovedkrop én eneste gang.
Chiara, der så på sin videoskærm, åndede langsomt ud. "Dette er den del, vi stadig ikke forstår," sagde hun. "Armene fik maden. Løste blæksprutten labyrinten? Eller løste de to arme den sammen, mens den centrale hjerne lavede noget helt andet? Vi ved det ikke. Der er argumenter for begge dele. Jeg bliver i bund og grund betalt for at diskutere det."
Polly kiggede på Pasta. Blæksprutten strakte nu langsomt sin krop, som en kat måske ville gøre. De otte arme samledes og trak krabbekødet til næbbet. Labyrinten, tom, lå på tankens bund.
Der er en sætning, som forskere bruger, når de ikke kan passe en skabning ind i de kategorier, de havde, før de mødte den. Sætningen er "fremmed intelligens." Polly havde hørt den i forelæsningsvideoer. Hun havde troet, det var poetisk. I dag, mens hun så to arme arbejde sig gennem en labyrint uden at rådføre sig med hinanden, ændrede hun sin opfattelse. Det kunne være bogstaveligt.
Chiara pakkede kameraet sammen. "Jeg har et frokostmøde," sagde hun. "Bliv du bare. Hun kan godt lide selskab."
Polly blev. Pasta vendte tilbage til sit rør. Eftermiddagslyset gennem vinduerne ændrede sig langsomt fra blågråt til gyldent. Blæksprutten åbnede af og til det ene øje og kiggede på hende.
Polly sagde ikke noget. Blæksprutten ventede meget tydeligt ikke på at blive talt til.
