Sequoiaen

Mariposa Grove lå en times kørsel syd for dalen. Skovbetjent Tomas havde sat Polly af ved stistarten og var gået af vagt. "Gå hen og se de gamle," sagde han.

De gamle var kæmpe sequoiaer. De er de største træer i verden målt på volumen.

Det første, Polly lagde mærke til, var farven. Sequoiabark er ikke brun. Den er dyb rust-orange og ser svampet ud. Hun landede på en lav gren og hakkede i barken med sit næb. Barken gav lidt efter. Den var næsten en halv meter tyk, blød at røre ved. Denne tykke bark er træets vigtigste forsvar mod ild.

En familie gik forbi. En lille pige sagde, "Se, en papegøje!" Hendes far sagde, "Det er et tøjdyr, som nogen har glemt." Polly rørte sig ikke.

Hun fløj op ad træet, niveau for niveau. I tredive meters højde begyndte grenene. De var lige så tykke som hendes egen krop. Hun satte sig på en og kiggede op. Kronen var yderligere fyrre meter højere.

Stien endte ved et træ: Grizzly Giant. Det var omkring 2.995 år gammelt. Dets stamme var bredere end en bybus.

Polly satte sig på et lavt sted i barken. Hun kiggede op.

Tre tusinde år. Træet havde stået her, da egyptiske faraoer byggede Kongernes Dal. Det havde stået her, da Rom var en lille landbrugsby. Det var vokset omkring en centimeter bredere hvert år, i stille ro.

Hun blev længe. Et lille brandsår på stammen var ældre end de fleste lande. Træet havde overlevet adskillige brande.

Et frø på størrelse med en havreflage faldt forbi hende. Sequoiafrø har brug for ild for at gro. Koglerne åbner sig kun i varmen. Hver ny sequoia er resultatet af en gammel brand.