Huden Der Ser

Den fjerde morgen var Chiara forsinket. Hun kom ind med to kopper kaffe fra hjørnecaféen. "Vi har ikke lavet farvetesten for Polly," sagde hun.

Hun satte tre tallerkener på bunden af tanken. Klar rød. Klar blå. Klar gul. Under en af dem dækkede en lille kuppel et stykke rejer. I dag var rejen under den røde tallerken.

"Her er det mærkelige," sagde Chiara. "Blæksprutter er farveblinde. Deres øjne har kun én type fotoreceptor. Ifølge alle tests, vi nogensinde har lavet på deres øjne, kan de ikke skelne farver."

Polly vippede hovedet.

"Og alligevel," sagde Chiara. "Se."

Pasta rullede sig ud. To arme strakte sig ud over tankens bund. De passerede den blå tallerken uden at sænke farten. De passerede den gule tallerken uden at sænke farten. De stoppede over den røde tallerken. En arm løftede kuplen. Pasta tog rejen.

"Hun er ikke blind for farver," sagde Chiara. "Men det er ikke hendes øjne, der ser det."

I de sidste femten år har biologer opdaget, at blækspruttehud er fuld af lysfølsomme celler. De samme molekyler, der findes i en menneskelig nethinde, findes på overfladen af en blækspruttearm. Huden kan registrere forskellige lysbølgelængder. I nogle arter kan huden registrere specifikke farver.

Dette er et svar på et gammelt mysterium: hvordan kan et farveblindt dyr kamuflere sig perfekt i farverige omgivelser? En blæksprutte på koral matcher korallen. En blæksprutte på sand matcher sandet. Dens øjne kan ikke se farver. Men dens hud kan. Huden ser, hvad huden skal kopiere.

Polly gik langsomt langs kanten af tanken. Hun havde aldrig tænkt på sine egne øjne før. Tanken om, at et dyr kunne se med andre dele af sig selv end sine øjne, var mærkelig.

"Vi har udgivet artikler om dette i et årti," sagde Chiara. "De fleste mennesker kan stadig ikke tro det. Dyrets hud ser."