Halvkuplen

På den fjerde dag besluttede Polly sig for at bestige Halvkuplen. Ikke den berømte kabelrute op ad bagsiden, som alligevel stadig var lukket for sæsonen, men luftvejen. Halvkuplens flade nordside rejste sig næsten lodret fra dalbunden, 1.500 meter af bar granit, glatpoleret af en gletsjer, der trak sig tilbage for 15.000 år siden. Klatrere besteg den uden reb. Polly havde til hensigt at svæve den.

Hun begyndte ved daggry. Luften i dalen var tung og kølig. Opdriften fra den opvarmede klippe ved kuplens fod ville løfte hende den første del af opstigningen. Det vidste hun, fordi hun havde iagttaget mursejlerne dagen før. Hvidstrubede mursejlere havde skreget omkring kuplens flade i timevis, svævende på den samme luft.

Hun fløj ud fra en klynge af ponderosafyr nær Spejlsøen. Hun steg langsomt op i tætte spiraler. Kuplens flade rejste sig. Kuplens kurve blev mindre kurve og mere lodret væg. Hun så sine briller dugge til i morgenens fugt. Hun rettede dem mod sit næb med en fod midt i flugten.

Omkring tre hundrede meter oppe sluttede hun sig til mursejlerne. Der var dusinvis af dem. De bevægede sig i hurtige, løse flokke, de hvide struber blinkede, mens de skreg til hinanden. Polly var den langsomste fugl i luften med stor margin. Mursejlerne lod til ikke at bemærke det. En af dem passerede hende med en vingespids tæt på i fuld fart og klikkede.

Vinden tog til ved fem hundrede meter. Granitfladen afgav allerede varme, selvom solen knap nok ramte den. Varme løftede luften. Løftet luft løftede Polly. Hun steg i lange, langsomme buer, sparende på sine vingemuskler, mens klippen gjorde arbejdet.

Halvvejs oppe hvilede hun på en lille afsats, hvor nogle få forkrøblede graner voksede i en revne. Derfra kunne hun se kabelruten. De metalwirer, som klatrere holdt fast i på kuplens bagside, lå langs den bare klippe som en lang, tynd rygrad. De var lukket for foråret. I juli ville hundreder af mennesker dagligt trække sig op ad den wire.

På toppen var granitten flad. Bare flad. Hundrede meter på tværs, let skrånende, med nogle få små stendynger, hvor mennesker havde markeret deres toppe. Vinden heroppe var jævn. Polly gik til kanten af springbrættet, den berømte overhængende plade, og kiggede.

Dalen var et lille bånd nedenfor. Merced-floden var en grøn-grå tråd. El Capitan, på den anden side, var så tæt på, at hun følte, hun kunne flyve til den. Træerne var ikke træer. De var en grøn tåge på kløftens bund.

Hun stod ved kanten i lang tid. Så lavede hun det mindste, roligste falkeagtige dyk, hun kunne, lige over kanten, og trak næsten straks op for at svæve langs kuplens kurve på vej ned.

Nede på stien bøjede en ung kvinde sig forover for at tage et fotografi af en mursejler. Hun så ikke Polly lande på rækværket af en bænk bag hende. Kvindens kamera klikkede. Bænken var varm. Polly lukkede øjnene. Hele dalen duftede af fyrretræ og varm klippe.