Vladivostok

På den syvende morgen skulle toget ankomme til Vladivostok klokken 06:15 Moskva-tid, hvilket var 13:15 lokal tid. Polly vågnede ved det første lokale lys, som var omkring klokken fem.

Gennem vinduet havde skoven givet plads til et lavt bølgende landskab af tørre bakker og græs. Stillehavet lå et sted foran. Hun kunne endnu ikke se det, men hun kunne mærke det, på samme måde som man kan fornemme en stor vandmasse uden at kunne se den. Lyset var anderledes. Luften, selv gennem det lukkede vindue, duftede anderledes.

Kvinden i den øverste køje var også vågen. Hun havde pakket i timevis.

Den sidste station før Vladivostok var Ussuriysk. Toget stoppede der i femten minutter. Polly sprang ned på perronen. En kvinde solgte røget fisk fra et klapbord. Fiskene var sølvfarvede, og øjnene var stadig klare. Polly købte et lille stykke med den sidste rest af sin appetit. Kvinden pakkede det ind i avispapir og accepterede ingen betaling, Polly kunne se. Byttet var, forstod Polly, ganske enkelt, at fisken var fanget, og Polly var sulten. Nogle markeder fungerer sådan.

Toget kørte videre. Langsomt nu. Stillehavet dukkede op på højre side af toget omkring klokken elleve lokal tid. Det var gråt og lyst. Lyset fra vandet fyldte vognen. Polly sad ved vinduet og kiggede.

Vladivostok ankom pludseligt. Byen er bygget ind i bakker, der løber ned til havet, og toget tunneler ind i byen gennem en af disse bakker. Endestationen ligger lige ved havnen. Bufferen for enden af skinnerne er fyrre meter fra vandet.

Toget gjorde sit sidste stop. Uret over kupédøren, som havde været på Moskva-tid i syv dage, viste 06:23. Det lokale ur på stationen viste 13:23.

Polly sprang ned på perronen. Vladivostok var en havneby med lave stenbygninger og stejle gader, malet i en blanding af bløde gule og havblegede blå farver, med masterne fra fiskerbåde og kranerne fra en containerhavn synlige for enden af hver gade. Luften duftede af fisk, rust og salt. Mågerne skændtes om noget på kajen.

For enden af perronen stod en lille hvid obelisk, ligesom den nær Pervouralsk, men i stedet for EUROPA og ASIEN stod der på denne KILOMETER 9.289. Enden af linjen.

Polly stod ved obelisken i et langt minut. Syv dage. Femogtyve millioner birketræer. En halv milliard års Ural-klippe. Femogtyve millioner års Baikal. Én kran. Otte tidszoner, hvoraf toget kun havde observeret én. Ét hav i hver ende.

Hun strakte sine blågrønne vinger.

Stillehavet lå lige forbi havnemuren. Vinden fra vandet var stærk. Polly løftede sig fra perronen, svævede over containerhavnens kraner og ud over bugten. Vladivostok forsvandt bag hende. Det Japanske Hav åbnede sig foran hende.

Et sted langt på den anden side af det hav lå et lille institut i Napoli, som hun havde forladt to uger før. Et sted langt på den anden side af DET lå Moskva, hvor hun havde taget toget. Verden, tænkte Polly, havde en virkelig størrelse. Toget havde været en måde at mærke det på.