På den syvende morgen skulle toget ankomme til Vladivostok klokken 06:15 Moskva-tid, hvilket var 13:15 lokal tid. Polly vågnede ved det første lokale lys, omkring klokken fem.
Ud af vinduet havde skoven givet plads til lave, bølgende bakker og græs. Stillehavet lå et sted forude. Hun kunne mærke det, som man kan mærke en stor vandmasse, før man ser den.
Den sidste station før Vladivostok var Ussuriysk. Toget stoppede i femten minutter. Polly hoppede ned. En kvinde solgte røget fisk fra et klapbord. Fiskene var sølvfarvede. Øjnene var stadig klare. Polly smagte et lille stykke. Kvinden pakkede det ind i avispapir og tog ingen betaling. Nogle markeder fungerer sådan.
Stillehavet dukkede op på højre side af toget omkring klokken elleve lokal tid. Det var gråt og lyst.
Vladivostok kom pludselig til syne. Byen er bygget ind i bakker, der strækker sig ned til havet. Toget kører gennem en af disse bakker. Endestationen ligger ved havnen. Stoppet ved enden af sporene er fyrre meter fra vandet.
Toget gjorde sit sidste stop. Uret over kupeens dør, som havde vist Moskva-tid i syv dage, viste 06:23. Det lokale ur på stationen viste 13:23.
Read it. Then say it.
Shadow this paragraph in the PollyStop app — record yourself, see how close your pronunciation gets to a native speaker's, sentence by sentence. Free.
Polly hoppede ned på perronen. Vladivostok var en havneby med lave stenbygninger og stejle gader. Luften lugtede af fisk, rust og salt.
For enden af perronen stod en lille hvid obelisk. Indskriften lød KILOMETER 9.289. Enden af linjen.
Polly stod ved obelisken i et langt minut. Syv dage. En halv milliard år af Ural-bjerge. Femogtyve millioner år af Bajkal. Én kran. Otte tidszoner, hvoraf toget kun havde observeret én.
Hun strakte sine vinger. Stillehavet lå lige forbi havnemuren. Hun løftede sig fra perronen, fløj over containerhavnens kraner og ud over bugten.
