Vandrefalken

Hun tænkte på vandrefalken i to dage. Måden den havde foldet sine vinger på. Øjeblikket fra siddende til væk. Hun ønskede at kende formen af den, ikke i sit hoved, men i sin krop. Så på den tredje morgen, før besøgspladserne begyndte at fyldes, gik Polly ud for at lede efter fuglen.

Hun fandt en vandrefalk nær El Capitan, på en afsats måske fire hundrede meter oppe. Det var en han, mindre end hunnen hun havde set med Tomas, skifergrå på ryggen, hvid med striber på brystet. Den spiste noget. Hun kiggede ikke nærmere på dette noget.

Hun satte sig på en manzanita-gren omkring halvtreds meter væk og ventede.

Vandrefalken afsluttede sit måltid, tørrede sit næb på klippen og kiggede på hende. Den vippede hovedet. Så trådte den ud fra afsatsen.

Den baskede ikke. Den foldede sine vinger mod kroppen, som et blad trukket ind i en stilk, og faldt. Polly så den accelerere. Fuglen passerede halvvejs på klippevæggen på måske to sekunder. Så foldede den vingerne ud, drejede, steg opad og var væk bag en klippefremspring.

En vandrefalk i dyk kan nå 380 kilometer i timen. Det er den hurtigste bevægelse af noget dyr på Jorden. For at dykke med den hastighed uden at blive slået bevidstløs af luften, har vandrefalke et tredje øjenlåg, der lukker over øjet for at holde vinden ude, og små kegler i næseborene, der fungerer som keglen foran en jetmotor, der bremser luften, der kommer ind i deres lunger. De er bygget til faldet.

Polly var ikke bygget til faldet. Hun var bygget til korte udbrud og præcise landinger. Det vidste hun. Men nysgerrigheden var større end viden.

Hun fløj op ad klippen til afsatsen, vandrefalken havde brugt. Hun stod på den. Faldet åbnede sig under hende, næsten lodret, svimlende. Dalbunden var langt nede. Luften steg forbi hende i kølige bølger.

Hun foldede sine blågrønne vinger mod sin grønne krop. Hun lænede sig fremad. Hun faldt.

Det var ikke et vandrefalkedyk. Det var en papegøje i for meget hast. Hun vaklede. Vinden kom under den ene vinge og forsøgte at vælte hende. Hun rettede op, mistede linjen, rettede op igen. Tyve meter inde åbnede hun sine vinger og trak sig ud af det i en løs, flov bue.

Hun landede på en fyrregren hundrede meter under afsatsen. Hun trak vejret et øjeblik. Så gjorde hun det igen, mindre denne gang, fra en lavere afsats. Så gjorde hun det en tredje gang, endnu lavere.

Da solen stod højt på himlen, havde hun lavet otte korte dyk og et anstændigt. Ingen af dem var et vandrefalkedyk. Alle var lidt bedre end det sidste.

Fra et sted højere oppe på klippen, syntes hun at høre vandrefalken kalde. Hun sagde til sig selv, at den nok ikke grinede af hende. Det var nok bare vinden.