Napolibugten

Polly ankom over Napolibugten sent om formiddagen. Vandet havde farven af grønt glas. Vesuv lå på den fjerne side af bugten, halvt indhyllet i dis, et perfekt kegleformet bjerg, der havde begravet Pompeji i år 79 e.Kr. og ikke havde haft et udbrud siden 1944. Luften duftede af salt, fyrretræer og diesel fra små fiskerbåde.

Hun fulgte kystlinjens kurve mod vest. Gennem gaderne i Mergellina kunne hun se vasketøj hænge fra altanerne, scootere sno sig mellem bilerne, og en mand med en trækvogn, der solgte citroner på størrelse med hendes eget hoved.

Hendes destination var en bygning lige ved vandet i Villa Comunale-parken: en lang okkermalet italiensk neoklassisk struktur med høje buede vinduer. En lille messingplade læste STAZIONE ZOOLOGICA ANTON DOHRN. Under det, med mindre bogstaver, FONDATA 1872.

Polly kendte til dette sted. Det var blevet grundlagt af en tysk zoolog ved navn Anton Dohrn, som var kommet til Napoli i sine tyvere, fordi bugten var det rigeste marine økosystem i Europa, og han ønskede at studere det. Han havde bygget instituttet med sine egne familiepenge og hjælp fra andre videnskabsfolk. Det var det ældste stadig fungerende marinebiologiske institut i verden. Det havde studeret blæksprutter siden 1873.

Hun satte sig på et smedejernsgelænder nær indgangen. En ung forsker i hvide sko og en marineblå laboratoriefrakke var ved at låse bagdøren op. Kvinden så Polly. Hun så ikke overrasket ud. "Sei in ritardo," sagde hun smilende. "Eller måske tidligt. Kom indenfor."

Sådan gik Polly gennem bagdøren til Stazione Zoologica.

Bygningen duftede af havvand, salt og rent. Lange korridorer løb mellem rum fulde af tanke. Gennem glasvæggene kunne hun se sardiner svømme i bånd, en lille blæksprutte trykket mod et hjørne af sin tank, en havhare, der langsomt bevægede sig over et tangblad.

Forskerens navn var Chiara Bianchi. Hun havde studeret bløddyrskognition på dette institut i ni år. Hun gik hurtigt. "Direktøren er i Stockholm denne uge," sagde hun. "Du vil mest se mig og dyrene. Blæksprutterne er de klogeste af vores dyr. Eller i det mindste de klogeste af dem, vi er sikre på, er bevidste. Juryen er stadig ude angående havharerne."

De kom til en høj rund tank i et stille baglokale. Et håndskrevet kort på siden læste PASTA, 2,3KG, GPO. Inde i tanken, i hjørnet, halvt foldet ind i en spiral af plastikrør, var en kæmpe Stillehavsblæksprutte. Det meste af dens krop havde farven af røret. Otte arme var pænt viklet omkring sig selv. Et øje, gyldent og med rektangulær pupil, betragtede dem gennem glasset.

Chiara satte sin kaffe på en disk. "Pasta," sagde hun, "mød Polly."

Blæksprutten bevægede sig ikke. Dens hud blev langsomt en blød pink ved kanterne af, hvor den rørte røret. Polly vippede sit røde hoved. Blæksprutten vippede intet, men dens ene synlige øje blev ved med at holde øje med hende.

"Du kan sætte dig på kanten," sagde Chiara. "Hun vil ikke sprøjte dig. Hun er rolig om morgenen. Hun bliver klog om eftermiddagen."