Farvel til Pasta

På den syvende morgen kom Polly tidligt ned til tanken. Laboratoriet var stille. Chiara ville ikke være der før om en time. Instituttet havde vågnet op sådan hver morgen i hundrede og fireoghalvtreds år.

Pasta var foran i tanken.

Det var ikke normalt. I seks morgener havde Polly siddet på kanten, og blæksprutten havde været foldet i sit rør eller svævende i et hjørne. I dag var blæksprutten trykket mod forvæggen, alle otte arme spredt løst mod glasset, hendes eneste synlige øje i niveau med Pollys.

De kiggede på hinanden.

Hvad der passerer mellem en papegøje og en kæmpe Stillehavsblæksprutte er nok ikke venskab. Blæksprutten kunne simpelthen have undersøgt den varmblodede skabning, der havde været omkring hendes tank i seks dage. Blæksprutter kan læse varme gennem deres hud. De kan læse bevægelse gennem deres sugekopper. De indsamlede information.

Polly hoppede langs kanten. Blækspruttens øje fulgte hende, så skiftede hendes arme langsomt for at følge med. Da Polly stoppede, stoppede øjet.

I syv hele minutter betragtede de hinanden. Vandfilteret summede blidt.

Så gjorde blæksprutten noget, Polly ikke havde set hende gøre hele ugen. Hun rullede langsomt en arm ud og pressede spidsen mod glasset præcis der, hvor Pollys fod hvilede. Sugekopperne spredte sig, og så blev de stille.

Polly sænkede sit næb til glasset og rørte det forsigtigt med sit lukkede næb. Gennem det kolde glas, på hendes side, var der intet. På blækspruttens side, måske en hel del.

Armen blev der i et langt minut. Så gled den tilbage i vandet.

Chiara kom ind med to kopper kaffe. "Du rejser," sagde hun. "Jeg forestillede mig, at det ville ske. Rejs sikkert. Kom tilbage, når du kan."

Polly løftede sig fra kanten. Hun fløj ud gennem den lange korridor i instituttet, forbi sardinerne og tangskoven, og ud i den lyse morgen i Villa Comunale. Napolibugten åbnede sig foran hende.