Jaroslavskij Station i Moskva lignede, set fra luften, en kage dekoreret af en entusiast. Grønne og hvide tårne. Spidse tage. Guldbelagte detaljer, hvor man måske ikke ville forvente det. Arkitekten, Fyodor Shekhtel, havde designet den i 1902 i en stil kaldet Russisk Revival, hvilket mest betød, at den skulle ligne en gammel russisk trækirke, men bygget af sten og tre gange så stor.
Polly kom lavt ind gennem byens dis. Moskva i juni var varm og lys, de lange aftener i en nordlig sommer var lige begyndt. Hun kredsede en gang rundt om stationen og landede på jernkalechen over hovedindgangen.
Den Transsibiriske Jernbane starter her. Den løber østpå i 9.289 kilometer, hele den eurasiske landmasse, og ender i Vladivostok ved Stillehavet. Linjen blev færdiggjort i 1916. Det er stadig verdens længste jernbanelinje. Flagskibstoget, Rossiya, forlader Jaroslavskij Station hver anden dag klokken et om eftermiddagen. Det ankommer til Vladivostok syv dage, syv tidszoner og et kontinent senere.
Polly havde en vinduesplads. Eller, mere præcist, hun var blevet lovet en vinduesplads i anden klasses kupe 7, af en konduktør, der havde kastet et blik på hendes briller og hendes clipboard og besluttet, fornuftigt nok, at dette ikke var hans problem.
Hendes kupe var et lille træpaneleret rum med to øvre og to nedre køjer, et lille sammenklappeligt bord imellem dem og et tungt gardin for vinduet. To af køjerne var allerede optaget. Den ene tilhørte en stille, pensioneret kvinde i en beige cardigan, der læste. Den anden tilhørte en ung mand i tyverne med skæg og en bærbar computer, der kiggede op, så Polly, sagde "OK," og gik tilbage til at skrive.
Polly hoppede op på bordet og kiggede ud af vinduet. Perronen var fuld af bevægelse. En familie krammede en søn farvel. En konduktør tjekkede en clipboard med grøn blæk. En samovar i hjørnet af vognen hvislede stille.
Read it. Then say it.
Shadow this paragraph in the PollyStop app — record yourself, see how close your pronunciation gets to a native speaker's, sentence by sentence. Free.
Præcis klokken et satte toget i gang.
Det føltes ikke som en begyndelse. Det føltes som afslutningen på noget, der havde arrangeret sig selv i mange år. Hjulene fandt deres rytme i de første to minutter og holdt den. Perronen gled væk. Stationen blev til en form mod himlen. Så var den væk.
Inden for en halv time var Moskva tyndet ud til forstæder. Inden for en time var forstæderne tyndet ud til dachaer, små træsommerhuse med pæne haver. Inden for to timer var dachaerne tyndet ud til skov. Polly kiggede på sine briller i vinduets spejlbillede og rettede dem mod sin næb.
Den stille kvinde i den beige cardigan kiggede op fra sin bog. "Første gang?" sagde hun på forsigtig engelsk. Polly vippede sit røde hoved. Kvinden smilede. "Det er en lang vej. Slå dig ned."
